YouBio er gået i luften

Ca. en uge forsinket ift. tidligere udmeldinger, så opstartede YouBio tidligere på ugen. YouBio er opstartet i Beta, hvilket indikerer at YouBio endnu ikke er færdigudviklet, men en prøveversion er frigivet, så man kan se hvad de kommer til at tilbyde. YouSee kan dermed få brugerfeedback der kan hjælpe til at finde fejlene i YouBio produktet.

Forside af YouBio efter indlogning
Forside af YouBio efter indlogning

YouBio gratis frem til 1. februar 2013

Du kan afprøve YouBio helt gratis frem til 1. februar 2013. Dette er længere end hos konkurrenten Netflix hvor prøveperioden er 1 måned. Til gengæld var Netflix færdigudviklet ved lanceringen. Det kan man bestemt ikke sige om YouBio.

Man skal ikke brokke sig over små fejl i et produkt der er gratis, men i en anmeldelse bliver man også nødt til at tage de negative sider med for at vise et retvisende billede.

De negative ting

  • Ikke intuitivt hvad der er gratis og hvad der koster penge

Ud over de gratis film og serier, som man kan se med sit abonnement, så tilbyder YouBio også en masse betalingsindhold. Dette er i sig selv positivt, da man så får adgang til de nyeste premiere film. Problemet er at gratis indhold og betalingsindhold bliver blandet, og det er et stort rod. Tag vores screenshot længere oppe på siden, som eksempel. Her vises der en teaser for filmen “En kongelig affære”. Trykker man på denne, så får man at vide at det koster 49,- at leje filmen. Dette var ikke muligt at vide inden man klikkede på filmen.

  • Ukomplette sæsoner

Når man præsenterer TV-serier, så forventer man at kunne få hele sæsoner, og meget gerne fra starten af sæson1. Dette er ikke tilfældet hos YouBio. Mange TV-serier starter med sæson2 eller senere. Derudover ønskede min søn at se børneserien “Dora”. Her kan man kun se nogle tilfældige afsnit i serien, nemlig afsnit 6, 9, 11, 14, 18, 21, og 26. Det virker sjusket.

  • Afspilning problematisk i Firefox

YouBio er som sagt i Beta, og de skal nok få løst disse problemer. Men vores tests viser af afspilningen af film/serier går i stå efter nogle minutter i Firefox hvorefter YouBio pluginet stopper med at svare. Dette problem er ikke til stede ved afspilning i Chrome.

  • Kan kun afspille med høj internethastighed

Vi har ikke undersøgt hvilken teknologi YouBio bruger, men i praktiske tests er vi nået frem til at YouBio desværre kun virker med relativt hurtige bredbåndsforbindelser. Netflix og Viaplay justerer selv billedkvaliteten, så serier og film også kan afspilles ved lave internethastigheder. Dette virker desværre ikke godt nok hos YouBio.

  • Kræver installation af ekstra program

For at benytte YouBio skal du installere et YouBio program. Installationen går smertefrit, men det er en ekstra forhindring ift. konkurrenterne hvor dette ikke er krævet.

  • Prisen

YouBio kommer til at koste 99,- hvilket er 20,- dyrere end konkurrenter som Viaplay, Netflix og HBO. YouBio mener at de kan bære den højere pris, da de kommer til at levere bedre indhold. Om dette bliver tilfældet bliver spændende at se, men indtil videre holder det ikke stik.

  • Kan ikke benyttes på Xbox, Playstation, Wii mv.

Desværre kan YouBio ikke benyttes på de kendte konsoller. Til gengæld kan man købe en YouBio boks til sit fjernsyn.

 

De positive ting

  • Gratis prøveperiode

Det er positivt at man kan benytte YouBio helt gratis i næsten 2 måneder. Dermed har man tid til at vurdere om det senere er værd at betale for.

  • TV-boks

Dette punkt er både positivt og negativt. Det er positivt at man kan købe en TV-boks, da hele internetdelen kan skræmme en del mennesker. Til gengæld er boksen dyr og YouBio løsningen virker desværre ikke på allerede eksisterende enheder, som mange i forvejen har i deres hjem, som f.eks. div. spillekonsoller.

Konklusion

Indtil videre er der desværre mere negativt end positivt at sige om YouBio. Dog er der endnu lang tid til 1. februar 2013, og alle kritikpunkterne kan nå at blive løst inden da. Tag det derfor bogstaveligt at YouBio er i Beta.

Hvis du ønsker at teste nye løsninger, så kan du ganske gratis komme i gang med det samme.

Hvis du kun ønsker færdige produkter, så vent lidt tid endnu inden du afprøver YouBio.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.